Åstrup Fitness holdtrænings instruktør team er – i forbindelse med generalforsamlingen for Åstrup IF – udnævnt til årets ledere i Åstrup IF. Temaet består af Sidse Nørgaard Trønnes, Rikke Aavild Hanson, Amela Cerimagic, Lisa Svendsen, Dorthe Munk Hansen, Dorthe Rasmussen og Anita Gleerup Andersen til årets leder team. Anita og Dorthe var ikke til stede ved overrækkelsen til generalforsamlingen, men ny instruktør Belina Jensen trådte til og modtog blomster og hyldest på vegne af Anita. Dorte sørgede for at overlevere den anden Dorthes buket til hende efterfølgende. Fitness formand Maria Zelina Storborg er normalt også en del af instruktør-teamet, men da hun samtidig er en del af hovedbestyrelsen, har hun trukket sig grundet inhabilitet, men havde den store glæde at overrække prisen.
Tilsammen varetager disse instruktører stabilt al holdtræning i Åstrup Fitness med hold 4-5 dage om ugen og gerne flere timer hver dag. Der er et unikt kollegialt sammenhold og ofte deltages på hinandens timer til gensidig inspiration og til stor glæde for medlemmerne. Derudover deltages villigt og glædeligt i efteruddannelse og events og teamet er med på nye ideer. Teamet tager hånd om nye medlemmer og er gode til at dele relevante oplysninger fra hold til hold så der drages omsorg for de eksisterende medlemmers evt. udfordringer. De er aktive på Facebook og tager stor ansvar for afviklingen af holdene. Teamet omfavner alle udfordringer i forhold til skiftende restriktioner og får tingene til at fungere, så medlemmer kan træne på hold. Teamet modtager prisen med særlig henvisning til det store arbejde, de gjorde for at muliggøre træning under de forskellige corona-restriktioner.
Formanden er taknemmelig for deres sparring i forhold til holdplanlægning og ideudvikling.