DGI Østjyllands årsmøde – Jøsse kåret som årets frivillig.
Årets Frivillig 2026 er Jørgen Josefsen fra Åstrup Idrætsforening
Torsdag den 23. april blev Jørgen Josefsen – bedre kendt som Jøsse – hyldet som Årets Frivillig 2026 ved DGI Østjyllands årsmøde.
Prisen blev tildelt for hans mangeårige, engagerede og utrættelige indsats for idrætten og fællesskabet i Åstrup Idrætsforening.Jøsse har gennem mere end fem årtier været en helt central drivkraft i foreningen. Allerede i 1968 trådte han ind i bestyrelsen, og siden 1973 har han været formand – en imponerende indsats på hele 53 år.
En samlende kraft med kant og retning
Med stort engagement, organisatorisk talent og en smittende entusiasme har Jøsse været med til at forme og udvikle foreningen gennem generationer. Han er kendt for altid at være til stede – velforberedt, med en klar plan og strategi, uanset om der skal tænkes nyt eller løses praktiske opgaver.
Som leder har han en særlig evne til at samle mennesker om fælles mål og skabe et miljø, hvor både nye og erfarne medlemmer føler sig velkomne. Samtidig er han en anerkendt og respekteret – og til tider også frygtet – med- og modspiller, der ikke er bange for at tage kampen, når det gælder foreningernes vilkår.
Hans indsats har haft stor betydning for både rekruttering og fastholdelse af medlemmer – og for den stærke foreningskultur, der kendetegner Åstrup Idrætsforening i dag.
Samtidig har han stået i spidsen for en markant udvikling af foreningen. Fra de tidlige år med aktiviteter i forsamlingshuset har han været foregangsmand i etableringen af Åstrup Fritidscenter, som i dag danner rammen om en stor og moderne forening med 13 afdelinger og næsten 2.000 medlemmer.
Foreningen som omdrejningspunkt
For Jøsse handler frivilligheden om mere end drift og struktur. Det handler om fællesskab.
Han har mødt sin kone gennem foreningen, hans børn er vokset op i den, og i dag – som pensionist – bruger han fortsat en stor del af sin tid på at udvikle og styrke fællesskabet.
”Jeg kan godt lide at sætte en retning og udvikle tingene. Når man sidder længe i en bestyrelse, kan det nemt blive det samme – men jeg motiveres af at skabe udvikling,” fortæller han.
En leder, der går forrest
Jøsse er kendt som en leder, der tager ansvar og går forrest. Han reagerer med skarpe argumenter og klare modsvar, når han oplever, at foreningernes værdier og betingelser ikke tilgodeses. For ham er retfærdighed og foreningernes bedste ikke til forhandling.
Mange, der har krydset hans vej i foreningspolitik, har oplevet, at der bag hans venlighed, imødekommenhed og lune humor også gemmer sig et stort temperament og en tydelig kant – drevet af en uslukkelig ild for sagen.
Han har også sat sit præg uden for foreningen, blandt andet gennem sit arbejde i Norddjurs Idrætsråd og ved at bidrage til udviklingen af rammerne for foreningslivet på både lokalt og regionalt niveau.
En overraskende hyldest
Selv blev Jøsse taget fuldstændig på sengen, da prisen blev overrakt.
”Jeg var meget chokeret og overrasket, da jeg blev lokket ind i hallen. Jeg havde slet ikke set den komme,” fortæller han.
”Der er jo aldrig noget, der kommer bag på mig – jeg plejer at have en finger med i spillet,” siger han med et smil.
Ydmyghed i centrum
På trods af den store anerkendelse er det ikke sig selv, Jøsse fremhæver.
Med sin karakteristiske ydmyghed peger han i stedet på fællesskabet:
For ham er prisen ikke kun en personlig hæder – men i lige så høj grad en anerkendelse af hele foreningen og de mange frivillige, der hver dag bidrager.
Med kåringen som Årets Frivillig 2026 ønsker DGI Østjylland at anerkende Jørgen Josefsens enestående bidrag til idrætten og det stærke fællesskab, han gennem et langt liv har været med til at skabe og udvikle.
