Fodbold arkiv og billeder

Her kan du se billeder og læse lidt om de forskellige stævner og mesterskaber der har været afholdt gennem tiden.

 

2019 Kom og vær med

Senior afdelingen i Åstrup/Hammelev Fodbold er her i den nuværende efterårssæson udvidet til tre spilletrupper i forhold til et Serie 3, Serie 5 og Serie 6 hold. Alle tre senior hold er kommet rigtig godt fra start i de første kampe. Alle holdene er ubesejret i forhold til Serie 3 spillede 1-1 mod Nørager og slog Mørke 1-0, Serie 5 vandt deres første kamp med 1-0 mod AC Norddjurs og det nye Serie 6 hold lagde ud med en 2-1 sejr over Auning.
Fodbold er ikke kun sejre, men også den sociale tilgang er vigtigt, netop som ÅHF er kendt for. De tre senior hold i Åstrup træner mandag, tirsdag og onsdage på Åstrup Stadion, så hvis du vil opleve fodbold på et godt socialt og sportslig plan, så kom og vær med.

Børnestævne på Åstrup Stadion 25. august 2018

Lokale børnestævner afholdt på skift mellem lokale klubber på Djursland har eksisteret i et par år. Det har vist sig at være et stort hit blandt børn og forældre, og stævnerne fortsætter. Et initiativ fra blandt andet mangeårige aktive Søren Chr. Nielsen i Åstrup/Hammelev Fodbold om at afholde lokale stævner, således de yngste spillere ikke skulle fragtes langt i forældrenes biler, har vist sig at være en god ide. Klubberne AC Norddjurs, ÅHF, GIF og TRIF afholder disse stævner over et par timer på udvalgte lørdag formiddage hen over året. Om vinteren spilles der indendørs og om sommeren ude. Klubberne skiftes til at have en koordinator til at stå for stævnerne og samarbejdet. Der spilles 3-mands fodbold for de yngste og 5-mands fodbold for de lidt ældre. Ideen er at stille hold, der matcher hinanden og der spilles kun for at spille fodbold for sjov. Derfor er der selvfølgelig medaljer til alle og der kåres ingen vindere, for til disse stævner er alle vindere. Forældre er dommere, og der er en rigtig god positiv stemning til de lokale børnestævner. Således var der stævne senest lørdag den 25. august på Åstrup Stadion med mange børn fra de nævnte lokale klubber, og stævnet blev afviklet til stor tilfredshed. Næste gang, der afvikles et sådant stævne er AC Norddjurs værter i Ørum Djurs.

Kattegat Cup 2018

ÅHF U19 fodboldholdet vandt i Kattegat Cup 2018.

Stort tillykke til ÅHF 2001/2002 holdet med sejren i finalen i årets Kattegat Cup for drenge U18. Tillykke til holdet for en solid indsats i alle kampene. De vunde kampe, blev bragt hjem til en sejr i finalen – og så endda i straffespark konkurrence. Stærkt spillet og kæmpet af de 17 drenge på holdet, som lod sommerferie være sommerferie for at være sammen om deres fodboldhold. Ikke mindst tillykke til trænerne Asbjørn og Audry for arbejdet. De bedste sportslige hilsner fra ÅHFs Fodboldudvalg til hele truppen – og tak for indsatsen.

Åstrup Multibane blev officielt indviet november 2017

Åstrup Multibane blev officielt indviet november 2017 og siden er banen senest i april blevet udvidet med en flot lang tribune langs banens ene langside. Tribunen falder perfekt ind i multibanens design og giver et flot udsyn over Åstrup Multibane. Der er tale om en helstøbt løsning med multibane, tribune og banelys. På den nye tribune kan man tage en velfortjent pause og se andre spille fodbold.
Den helt ny tribune skulle fejres, og det hjalp godt 60 børn fra nogle af Åstrup Stadions naboer i form af børn og voksne fra børnehaverne Regnbuen og Landsbyen med. Der var nemlig besøg af disse glade børn mandag den 28. maj. Børnene fik rørt sig sluttede af med boller inden turen gik hjem til børnehaverne igen.
Åstrup IF indbyder alle naboer til at bruge Åstrup Multibane som et frirum for sport og motion samt en god snak og hygge på den nye tribune, så længe man passer godt på byens nye idrætsanlæg, der nu for alvor er indlemmet i Åstrup Fritidscenter.

ÅHF U17-holdet vandt bronze til JM i indendørsfodbold

4.2.2018

ÅHF U17 drengene har i løbet af vinteren 2017/2018 deltaget i DBU U17 Drenge i B-rækken i indefodbold, hvor holdet i turneringen spillede sig frem til en 4. plads, hvilket gav adgang til Jysk Mesterskab, der blev afholdt i weekenden den 3./4. februar i Idrætscenter Vendsyssel i Vrå. Her deltog holdet med trænerne selvfølgelig mod de bedste jyske U17 B-hold – og formåede meget flot på et hængende hår at komme i semifinalen, hvor man mødte Bramming, som gik videre efter ÅHF U17 desværre tabte 3-7, trods en god start. Forinden havde ÅHF U17 i mesterskabet leveret flotte præstationer med 2 uafgjorte kampe, 2 nederlag og 3 sejre. Stort tillykke til holdet og trænere med resultatet.

ÅHFs ældste årgange står foran en spændende 2018 sæson

15.02.2018

ÅHFs senior afdeling kan med stolthed præsentere to nye senior trænere i form af Nicolai Jarsmer og Martin Fiehn, der i partnerskab står klar til forårssæsonen som spillende trænere for Serie 3. ÅHF er glade for at indgå i samarbejde med Nicolai og Martin, som om nogen kan tilbyde god og seriøs træning i Åstrup/Hammelev Fodbold Serie 3 trup, hvor de to trænere også vil blive en vigtig indgangsvinkel til det sociale aspekt i at spille fodbold i ÅHF. Dermed træder ÅHFs mangeårige senior træner og profil Kim Busse i baggrunden, men han ser med fortrøstning på den nye sæson efter nedrykningen til Serie 3, hvor der nu skal findes nyt fodfæste.

ÅHFs nyoprykkede Serie 4 hold fortsætter glædeligt med Christoffer Møller og Lasse
Bjerring som trænere for holdet, som i efteråret sikrede sig oprykning fra Serie 5.
Stor fortjeneste herfor til Christoffer og Lasse, så ÅHF er glade for at kunne fortsætte samarbejdet.

ÅHF fortsætter med U19 holdet i 2018 med spillere fra 1998-2000. Bo Bergstroem har sagt ja til at fortsætte som holdets træner og indpisker. Der er ganske få U19 hold på Djursland, så ÅHF er særlig stolte over at have et U19 hold. Holdet kunne i 2017 mønstre spillere til næsten alle kampe. Vigtigt for ÅHF, at disse unge mænd tilbydes gode rammer, således de kan fastholde fodbold interessen til træning og kamp med medindflydelse. ÅHF vil tilbyde fodbold til to U19 hold efter sommeren 2018. Truppen sender et hold til DBU Jylland Regionsfinalen i Futsal for seniorer sidst i januar 2018.

ÅHFs profil hold i form af U17 står igen klar med Asbjørn Olsson og Audry Munanira som trænere. Begge med en spritny B1 DBU træner uddannelse opnået i efteråret. ÅHF U17 er et stærkt spillende hold, der særligt satser på det sociale og bredden, men også godt fodbold, hvilket resultatet som puljevindere i både forårs- og
efterårssæsonen bevidste.

Årets trænere 2017

Her er de så, årets trænere i Åstrup IF, Audry og Asbjørn fra ÅHF U17. De fik pokalen og blomsterne overrakt i går. Jeg har sendt dem den indstilling, som ÅHF skrev til Åstrup IF hovedbestyrelse. De kom i øvrigt hjem i søndags med bronze medaljer fra U17 holdets deltagelse i JM i Indendørsfodbold. Som I kan se blev de glade og stolte.

FUTSAL resultat 2017

ÅHF U19 drengene har i vinteren deltaget i Futsal Herresenior C rækken i pulje 4, idet der ikke var nogen U19 række i området omkring Århus. Holdet spillede lørdag den 13. januar 3. og sidste runde, hvor drengene fastholdt 3. pladsen af i alt 7 deltagende hold i puljen med 22 point, mod henholdsvis 30 og 25 point på 1. og 2. pladsen i puljen. I 2. spillerunde var holdet ubesejret og leverede en flot indsats.

Meget snert fik ÅHF drengene 3. pladsen på en bedre målscore. Det betød at Futsal holdet kvalificerede sig til DBU  Regionsmesterskabet i Juelsminde den 27. januar, altså i Herresenior C-rækken. Her kæmpede de for medaljer, som var meget tæt ved, men et 0-2 nederlag i sidste kamp henviste drengene til 3. pladsen i regionsfinalen mod de mere “voksne” hold. Rigtig godt gået af  drengene i et meget teknisk krævet og hurtigt spil, som Futsal er.

Multibane opført på Åstrup Stadion

4.11.2017

Lørdag den 4. november 2017 var mange mødt til festdag hos Åstrup/Hammelev Fodbold, der havde inviteret til officiel åbning af en ny multibane på Åstrup Stadion. Rammerne var bogstaveligt talt en 16 x 32 meter stor multibane med højkvalitets kunstgræs, der stod klar til indvielse. Ikke kun til klubbens brug, men til offentlig samlingssted til gavn for naboer, sociale relationer samt sport og motion.

Åstrup Multibane er et projekt, der har været 5 år undervejs med ansøgninger hos fonde for at rejse økonomi til banen. I marts 2016 skete der et gennembrud med tildeling af midler fra Nordea-Fonden & DBU´s Multibanepulje via en ansøgning i den sidste tilskudsrunde. Denne donation gav muligheder, for hurtig herefter fulgte tildeling af midler
fra LAG, Lokale Aktions Grupper. Yderligere tilgik der midler fra Lokale og Anlægs Fonden og dertil kom et privat sponsorat. ÅHF, Hammelev IF og Åstrup IF ydede også beløb til projektet samt tildeling af midler fra SKAT til almennyttige foreninger indgik også.

Dermed blev multibanen i sensommeren 2017 endelig en realitet, og byggeriet startede 13. september. En styregruppe fra ÅHF kunne med glæde se byggeriets start efter mange timers møder og planlægning.

Sideløbende med dette blev der indgået aftale med Sport Trading ApS i Stakroge om levering af kunstgræsset i den rette gode moderne kvalitet, samt ikke mindst samarbejde med den lokale entreprenør Carsten Sander, der kunne leverer præcis den ønsket bane i rette kvalitet og dimensioner i et godt samarbejde med lokale HSM Industri A/S. Dermed var
der lokal forankring i projektet, og det gode samspil gav særlige muligheder for processen.

Specielle detaljer på banen er 7-mands mål samt stærke 3-mands mål med indsatte aftagelige bander, med mulighed for 2 baner på tværs. Dertil høje boldfang ved målene for at holde bolden i spil. Ikke mindst blev der rejst banelys med strømbesparende LED-lys, hvilket giver den skønneste oplevelse for brugerne, idet man står på en grøn fodbold oase
midt i mørket, hvor det hollandsk fremstillede DBU/Nordea logo midt på banen lyser op.

En 15 meter lang tribune ved den ene langside tilføjes inden udgangen af i år, hvilket giver multibanen yderligere kvaliteter. Tribunen fremstilles også af Carsten Sander og sponsoreres
af HSM Industri A/S.

Borgmester Jan Petersen klippede den røde snor sammen med 2 unge spillere fra ÅHF, repræsentanter fra DBU Jylland og LAG, samt repræsentanter fra Åstrup IF og ÅHF.
Herunder blev det frivillige islæt hyldet og borgmesteren fremhævede Åstrup IFs evne og tradition for selv at klare opgaverne med sejhed og frivillighed. Der var ikke sendt ansøgninger til Norddjurs Kommune om tilskud til banen. Sluttelig blev der givet blomster og tak til seje frivillige, der havde knoklet med fliser og færdiggørelse op til indvielsen.

Et børnestævne med deltagelse fra lokale klubber blev åbnet, hvor der blev spillet på multibanen og i Åstrup Hallen. Dermed blev multibanen for alvor indviet. Desuden startede et nyt initiativ med gratis Legestue Fodbold hver lørdag kl. 9. Det blev en dejlig minderig dag for de frivillige i Åstrup/Hammelev Fodbold og for Åstrup IF, der takker for opbakningen
til banen og til indvielsen.

ÅHFs Årsmøde 7. februar 2017

Hæder og anderkendelse til frivillige i ÅHF.

Frivillighed og engagement samt entusiasme herfor, er desværre ikke altid tillægsord, der nemmest popper op i den frivillige idrætsverden i dagens Danmark – heller ikke i ÅHF! Derfor er der særlig grund til at anerkende og hylde folk, der besidder disse egenskaber, og som har dette ekstra overskud – at gøre noget for andre – og for frivillige indsatser til gavn for fodbolden og ungdommen.
På ÅHF årsmødet 7. februar 2017 blev tre solide repræsentanter med disse egenskaber hyldet med pokaler og taler for 2016. Bo Bergstrøm som årets børnetræner med engagement og blink i øjet angående Frivillighed og engagement samt entusiasme herfor, er desværre ikke altid tillægsord, der nemmest popper op i den frivillige idrætsverden i dagens Danmark – heller ikke i ÅHF! Derfor er der særlig grund til at anerkende og hylde folk, der besidder disse egenskaber, og som har dette ekstra overskud – at gøre noget for andre – og for frivillige indsatser til gavn for fodbolden og ungdommen.
På ÅHF årsmødet 7. februar 2017 blev tre solide repræsentanter med disse egenskaber hyldet med pokaler og taler for 2016. Bo Bergstrøm som årets børnetræner med engagement og blink i øjet angående træning og det sociale liv, og en fodboldmæssig viden. Jess Oredsen som Årets ÅHF´er som mange årig ansvarlig i årgang 2003 og nu senest som både kampfordeler og koordinator for kontingent og medlemsregistrering samt en del af kioskudvalget i Åstrup IF. Sidst med ikke mindst 16 årig Jonas Koust Hansen som modtager af prisen som Årets Børnetræner for den børnegruppe som Jonas træner og er tovholder for. En opgave han påtager sig med humør, friske bemærkninger og en særlig standhaftighed. Jonas nyder at samle børnene omkring sig og være en del af deres udvikling fodboldmæssig og socialt. Stort tillykke til Bo, Jess og Jonas. Fuldt fortjent!

STOR HÆDER TIL MADS

På DBU årsmødet i Brædstrup, løb Mads med hæderen!
Læs artiklen:  Årets Ungleder 2016

Oprykning 2017

8. oktober 2016

Stort tillykke til ÅHF U14 drengene fra årgang 2003 – og deres trænere, der i dag vandt 5-0 over Kolind/Midtdjurs og er nu ubesejret i denne sæson. De står overfor en oprykning i foråret 2017.

Gået gået drenge.

Hyggestævne for de mindste

25. juni 2016

Se de skønne billeder, hvor der blev fundet mange nye verdensmestre!

Kunstgræs- og multibane på Åstrup Stadion

11. marts 2016

Jeg har hermed fornøjelsen at bringe en FANTASTISK NYHED. DBU Direktionssekretariat meddelte mig i går, at på baggrund af min projekt ansøgning hos Nordea-fonden og DBU i februar i år, for anlæggelse af en multibane på Åstrup Stadion, ville det i dag kl. 7 blive offentliggjort, at Åstrup IF og ÅHF her i 2016 får tildelt støtte til opførelse af en multibane fra Nordea Fonden og DBU. Nu er det officielt, som en stor og glædelig nyhed.
Jeg er utrolig meget stolt, glad og overvældet over, at mine ansøgninger på vegne af ÅHF og Åstrup IF hos Nordea Fonden og DBU for at få støtte til en multibane nu er lykkedes. Det skete ved sidste og 5. ansøgnings runde, hvor ÅHF og Åstrup IF er blandt 14 klubber fordelt over Danmark, som er blevet udvalgt af i alt 69 ansøgere. Jeg har søgt i 2013, 2014 og 2015 og nu igen i 2016. Det gav åbenbart udslag af at være vedholdende og skrive bedre og bedre ansøgninger.
Desuden kan jeg meddele, at Kai Hansen har hjulpet med ansøgningen, og har samtidig søgt hos LAG Midler, og herfra er der i sidste uge givet tilsagn om yderligere støtte til multibanen.
Multibanen bliver en bane til gavn for alle – for spillere i ÅHF, for unge og ældre, for Åstrup Stadions naboer, for lokalsamfundet. Til leg og sport og til motivation for fysisk udfoldelse. Det bliver så godt. Banen er budgettet til en størrelse af 16 x 28 meter og med 3. generations kunstgræs. Jeg anser det nu for realistisk, at der ultimo 2016 eller primo 2017 er anlagt en multibane på Åstrup Stadion, idet der nu er til gået så store midler, at vi allerede nu er rigtig godt på vej.
Per Christensen
Åstrup/Hammelev Fodbold

Pokaler og velfortjente ord

Pokal og velfortjente positive ord for engagement, ægte fodbold entusiasme, træner gerninger og viljen til at gøre noget positivt for fodbolden lokalt, er netop tilfaldt Kim Busse, der forleden modtog prisen som Årets ÅHFer i Åstrup/Hammelev Fodbold.

15-årig Mads Kildal Christensen modtog pokal som børnetræner i ÅHF med nyerhvervet C-licens.

Karina Seistrup og Kenneth Birch Andersen modtog som holdleder og træner i ÅHF/GIF U16 stor ros og anerkendelse for deres arbejde med drengene i årgangen i efterårssæsonen 2014. Stort tillykke til jer alle.

Åstrup Hammelev Fodbold har nu 14-årig træner med UEFA C-licens.

Åstrup Hammelev Fodbolds helt egen unge træner talent, 14-årige Mads Kildal Christensen, har netop bestået UEFA´s C-licens eksamen. Mads har gennemført et DBU-kursusforløb over 60 timer og vil på sin 15-års fødselsdag modtage sit velfortjente licenskort. Mads har grundet sin unge alder, fået dispensation til kursus og eksamen, som han bestod med et flot resultat.

Mads træner til daglig ÅHFs U7 og U8 hold, og er en populær træner blandt de yngste spillere og deres forældre. Til daglig spiller Mads i ÅHFs U15 årgang. 

Mads og ÅHF anbefaler andre unge fodboldinteresserede at kontakte klubben, såfremt man har lyst til at blive træner og være et forbillede for de yngste spillere – og dermed gøre en forskel. Åstrup Hammelev Fodbold ønsker Mads tillykke med licensen og ønsker ham held og lykke med den fortsatte trænergerning, nu med licens!
Mads og ÅHF anbefaler andre unge fodboldinteresserede at kontakte klubben, såfremt man har lyst til at blive træner og være et forbillede for de yngste spillere – og dermed gøre en forskel. Åstrup Hammelev Fodbold ønsker Mads tillykke med licensen og ønsker ham held og lykke med den fortsatte trænergerning, nu med licens!